Thorolf spejderne
Thorolf er de blå spejdere på Islands Brygge. Vi bor tæt på by og natur, vand og fælled. Vi er omkring 100 spejdere og ledere, der elsker naturen, leg og at løse store og små projekter sammen.
Selvom vi er byspejdere, er vi ofte i naturen. Vi bruger gerne fælleden, som ligger i vores baghave. Vi har altid en hyggelig oplevelse og udfordring til dig; uanset om du bliver udfordret af en uhyggelig historie i mørket, et natteløb eller en stor raftebro.
THOROLFS HISTORIE
Thorolf gruppe blev dannet 4. marts 1971 med adresse i det tidligere medborgerhus Islands Brygge 37.
På daværende tidspunkt var det på Islands brygge to spejdergrupper - begge navngivet Hans Tausen (ham der oversatte bibelen til dansk): en KFUM gruppe i grøn uniform og en DDS gruppe iført kaki uniform, der ligner den de gule spejdere bærer i dag.
Thorolf er en udbrydergruppe af Hans Tausen, DDS.
Thorolf betyder Thors Ulv
Thorolf gruppe - de blå spejdere på Islands Brygge - har naturligvis hentet sit navn fra Island. Det kommer fra den islandske saga Svarfdælasagaen, hvor Thorolf dør en rigtig heltedød efter at have kæmpet med indvoldene hængende ud af den opsprættede vom. Begrundelsen for at tage navn efter lige bestemt Thorolf fortaber sig i bålrøgens tåger!
Marianne Gade, som selv er efterkommer af Svarfdæla-slægten, har i 2006 omskrevet Svarfdælasagaen i tre bind på dansk for børn - og voksne. Historien om Thorolf kan du læse i første bind Thorsteins Saga, forlaget Alrune (ISBN-13 978-87-7369-643-9)
Hytten
Den første spejderhytte på Islands Brygge bliver opført i 1948 på trekantgrunden nord for den eksisterende spejderhytte.
De 64 m2 hytte bliver nedtaget, da de blå spejdere på Islands Brygge flytter til Islands Brygge 37. Herfra flytter spejderne til Langebrogade 2 i de barakker, der efterfølgende bliver overtaget til daginstitution.
I 1986 køber Thorolf bygningen på Artillerivej 69 af Menighedernes Daginstitutioner. I 2005 må spejderne igen afstå hytte og grund til dagsinstitution, der uforskyldt er blevet legepladsløs som følge af udvidelse af Skolen på Islands Brygge.
Derfor bor vi nu i den sydlige halvdel af huset, der i 1923 blev opført af sognepræst A Qvistgaard som børneasyl.
Vi er nabo til skønne Ballonparken der nu er beboelse. Da hytten blev opført var Ballonparken en aktiv militær baraklejr. Læs mere om deres fascinerende historie i denne artikel fra Bryggebladet
Hytten lånes ikke ud dog kan spejdergruppe og andre friluftorganisationer skrive til gruppeleder@thorolf.dk, hvis de ønsker at benytte hytten til en aktivitet.